Hvorfor blive spejder
At være spejder er at udfordre sig selv sammen med andre. Vi bestiger bjerge i Schweiz og leger opdagelsesrejsende i det lokale krat. Vi bygger bivuakker og sover med månen som natlampe. Vi er på vilde vandreture og bader i et hjemmebygget vandland.
Men det handler også om at stoppe op. Sidde ved det varme bål, tælle stjernerne på nattehimlen eller gå en lang tur med lyden af sne under fødderne.
Uanset hvad, så gør vi det sammen
For det at være spejder er at være en del af et fællesskab. Det handler om at få mudder på tøjet – sammen. At sove i telt mens regnen hamrer ned udenfor – sammen. At hygge og fortælle vandede vittigheder på vandreturen – sammen.
Der er nye venner-garanti – her i gruppen, på lejren, i den anden ende af landet eller på ture til lande, du måske aldrig har hørt om før. Spejderfællesskabet er kæmpestort. Faktisk er der på verdensplan over 50 millioner spejdere. Og så foregår det meste udenfor. Naturen er vores madplads, soveplads og legeplads. Der er højt til loftet og frisk luft nok til alle.
Spejder handler om at få oplevelser, som ligger lidt ud over det normale. For det er, når ”det trygge” bliver udfordret, at man for alvor udvikler sig.
Som spejder er der kort fra tanke til handling. Vi tror på, at børn og unge lærer bedst ved selv at have hænderne nede i dejen, selv at stå for at planlægge aktiviteter og selv at stå med ansvaret. Og pyt med, at noget ikke går helt som planlagt – det giver bare mulighed for at blive endnu klogere, fordi vi alle lærer af vores fejl.
Spørgsmål og svar
Hvad laver man som spejder?
Til spejder er vi ude i naturen, hvor vi bliver gode til at samarbejde, og vi udfordrer os selv og hinanden på ture, spejderløb og lejre. Vi lærer ved selv at finde løsningen på udfordringer og opgaver sammen med vores spejderkammerater frem for, at de voksne fortæller præcis, hvordan det skal gøres. Derudover tager vi spejdermærker, leger lege og lærer at klare os selv i naturen og derhjemme.
Hvis du er i tvivl, om spejder er noget for dig, så tilbyder vi "prøvespejd". Her kan du prøve spejder af, før du melder dig ind som medlem.
Hvor gammel skal man være for at blive spejder?
I 1. Højbjerg Pigegruppe kan du starte til familiespejd allerede som 3-årig. Du kan selvfølgelig også starte som spejder langt senere. Nogle unge starter f.eks. til spejder som fx. 13-årige.
Hvis du ikke længere er et barn, men ønsker at være en del af fællesskabet, så kan du også blive spejderleder.
Hvor ofte er man til spejder?
Til spejder er der ugentlige spejdermøder, som ligger på forskellige dage alt efter aldersgruppen. Derudover er der indimellem weekendture og en årlig sommerlejr eller sommertur, hvor spejderne kan prøve kræfter med udfordringer og aktiviteter, der ligger ud over det sædvanlige.
Ældre spejdere (11+år) har også mulighed for at komme på kursus og afprøve spejder- og samarbejdsfærdigheder sammen med andre spejdere fra hele landet. Der er også adventureløb, hvor de ældste spejdere udfordres på den vildeste måde i diverse konkurrencer.
Hvilket tøj og udstyr skal man bruge til spejder?
Som spejder er du meget udenfor, og derfor er det vigtigt, at du er godt klædt på efter vejret – om det er høj sol eller regn og slud. Det er en god idé at have tøj på, der kan tåle at blive beskidt. Læs gode råd om at være godt klædt på til spejder her.
Når du skal købe spejdergrej, kan du få det hele i Spejder Sport. Spejder Sport er 100% ejet af de 37.000 medlemmer af Det Danske Spejderkorps, og alt overskud går derfor til arbejdet med børn og unge.
Som spejder får du 10% rabat på alt ikke-nedsat grej i Spejder Sport, og derudover afholdes der Spejdernes Dag flere gange årligt med ekstra gode rabatter. Find dit spejdergrej i Spejder Sport.
Hvad forventes der af mig som spejderforælder?
Alle spejdergrupper er udelukkende drevet af frivillige kræfter. Det vil sige, at alle spejderledere ikke får penge for hver uge at lave fede spejderaktiviteter for spejderbørnene. I vores gruppe betyder det, at forældre har en afgørende rolle i at hjælpe til med kørsel, arrangementer, julemarked og arbejdsdage i hytten. Derfor skal du som spejderforælder være klar på at give en hånd med en gang imellem i dit barns spejderhytte.
Skal man være kristen eller religiøs for at være spejder?
Nej, det skal man ikke. Det Danske Spejderkorps er ikke tilknyttet nogen form for religion eller tro. Vi vil naturligvis gerne have, at børn og unge tager stilling til de store spørgsmål i livet, men det behøver nødvendigvis ikke at rumme et religiøst element. Men det kan f.eks. være, når vi undres over universets uendelighed på en stjernekiggertur.
Kan man blive spejder som voksen?
Som voksen er der rig mulighed for at opleve spejdernes fællesskab, friluftsliv og udfordringer. Og du behøver hverken have det sorte bælte i friluftsliv eller være ekspert i aktiviteter for børn og unge for at være leder i den lokale spejdergruppe.
Læs mere om, hvordan du kan blive spejderleder her.