Spejderværdier
Vi spejdere vil gerne gøre vores til, at verden bliver et bedre sted for os alle sammen at være. Og vi er overbeviste om, at den hurtigste vej til det er gennem udvikling af vores allesammens fremtid: Børnene og de unge. Ved at stille positive forventninger til børn og unge og ved at give dem ansvar, tror vi på, at de kan vokse i mere end centimeter og blive beredte til livet. Men spejderlivet skal først og fremmest være sjovt – og rigtig sjovt bliver det, når det består af:
- Store oplevelser
Spejder handler om at få oplevelser, som ligger lidt ud over det normale. For det er når ”det trygge” bliver udfordret, at man for alvor udvikler sig.
- Learning by doing
Vi reflekterer og taler sammen – men først og fremmest gør vi sammen. Som spejder er der kort fra tanke til handling. Vi tror på, at man lærer bedst ved selv at have hænderne nede i dejen, selv at stå for at planlægge aktiviteter og selv at stå med ansvaret. Og pyt med, at noget ikke går som planlagt undervejs – det giver bare mulighed for at blive endnu klogere, fordi man lærer af sine fejl.
- Patruljeliv
Patrulje er spejdernes ord for fællesskab. Det er små grupper, hvor spejderne arbejder sammen ud fra tanken om, at børn og unge er de bedste forbilleder for andre børn og unge. Her udfordrer de hinanden og lærer at være og lede i fællesskab.
- Friluftsliv
Spejderliv er lig med friluftsliv. Udelivet byder på masser af udfordringer året rundt. Og så er der ingen vægge, der står i vejen, når fantasien får frit løb. Med andre ord er friluftslivet de bedste rammer for, at børn og unge kan rykke sig selv og hinanden.
Det Danske Spejderkorps har hverken en særlig tilknytning til folkekirken eller en mission om at forkynde kristendom eller andre trosretninger.
Vi vil naturligvis gerne have, at børn og unge tager stilling til de store spørgsmål i livet, men det behøver nødvendigvis ikke rumme et religiøst element. Det kan fx være, når vi undres over universets uendelighed på en stjernekiggertur eller reflekterer over livets gang ved at se på årringe i et gammelt træ.